Henrik Ibsens skrifter

Dagen efter at jeg havde havt den glæde at modtage ​din bog, tilligemed det venskabelige ​brev, der ledsagede samme, indløb din ​anden skrivelse, hvori Du oplyser mig om de ​forviklinger, mit stykke har foranlediget ved det kgl: theater, og hvorom jeg indtil da ingen anelse havde. Under disse omstændigheder vil Du tillade mig indtil videre at lade dit første brev ligge ubesvaret og idag udelukkende at holde mig til det sidste.

Jeg må da først og fremst forsikre Dig om at jeg aldrig, selv uden den udtømmende forklaring, Du har givet, vilde have mistydet din protest imod at «Samfundets støtter» blev bragt til opførelse i dette efterår; dertil er jeg altfor urokkelig overbevist om dit gamle venskab for mig. Men da Du nu alligevel har holdt en forklaring for ønskelig, så lad også mig fra min side forsikre Dig om at jeg ingensomhelst del har i de dispositioner, der nu er ​trufne ved theatret. Under min eneste ​samtale med theaterchefen ytrede han at han havde tænkt at lade mit stykke første gang blive spillet 3die Januar næste år. Jeg vidste da at dit skuespil var antaget, men forudsatte som en given sag at det vilde blive opført ​forinden det nævnte tidspunkt. Om de ​to tragediers antagelse var jeg fuldstændig uvidende og hverken om disse eller om dit stykke blev der ved den lejlighed talt. Den 3die Oktober modtog jeg fra kammerherre Fallesen et telegram, hvori han meddeler mig at han vil spille mit stykke allerede i November, hvis jeg vil udsætte bogens udgivelse indtil 30te samme måned. Dette telegram besvarede jeg dagen efter med et ubetinget afslag, og i et brev, skrevet og afsendt den 5te Oktober, motiverede jeg nøjere, hvorfor jeg ikke kunde gå ind på hans forslag. I dette brev fremhævede jeg udtrykkelig at det for mig, der lønnes med ​fast honorar, sletikke var ønskeligt eller fordelagtigt at få mit stykke så hurtigt opført, ​såsom jeg måtte ​befrygte at bogens afsætning ialfald i København og omegn derved i væsentlig grad vilde blive ringere, end af mig og ​forlæggeren påregnet. Den betingelse, hvortil theatrets chef i sit telegram knyttede opførelsen af mit stykke allerede i dette efterår, blev således af mig tilbagevist, og jeg havde derfor al grund til at antage at man ved theatret vilde blive stående ved den oprindelige beslutning, – indtil dit brev oplyste mig om det modsatte. Den ​meddelelse fra ​kmh: F:, hvoraf Du sender mig en afskrift, er dateret dagen efter at han må have modtaget mit afslående telegramsvar, og heraf ses altså at han intet hensyn har taget til min vægring, men lige fuldt agter at ​spille stykket i November. Dette står det naturligvis ikke i min magt at forhindre; mit stykke er kontraktsmæssig solgt til theatret, uden at der til salget er knyttet betingelser vedrørende opførelsestiden; jeg kan hverken fremskynde eller forhale denne, og selvfølgelig heller ikke tage stykket tilbage eller overhovedet indvirke på de dispositioner, der af theaterchefen træffes angående dets opførelse.

Du må ikke tvivle på at jeg fuldt vel kan sætte mig ind i og forstå den sindsstemning, hvori dit sidste brev er skrevet; men som en gammel ven beder jeg Dig indstændigt, ikke at lade Dig henrive til noget overilet skridt, og som et sådant vilde jeg betragte enhver foranstaltning fra din side, der kunde fremkalde et ulægeligt brudd mellem Dig og theatret. Er der ingen mulighed for at dit stykke kan opflyttes foran de to tragedier? På den måde vilde Du kun få et nyt stykke foran dit eget, istedetfor at Du før havde to. Jeg er naturligvis ikke blind for at sagen fra dit standpunkt har andre sider, end den ene, som ved et sådant arrangement kunde bødes på; men forinden et voldsomt og afgørende skridt tages, bør det dog altid overvejes, hvorvidt et sådant medfører nogen virkelig oprejsning. Jeg indrømmer at der gives tilfælder, da man for sin æres skyld ikke har noget valg. Men er et sådant her forhånden? Dette kan egentlig kun Du selv bedømme; men betænk ialfald om jeg igrunden er bleven hensynsfuldere behandlet end Du; jeg er, hvad honoraret angår, bleven ​nedsat i en klasse for mig selv, langt ​nedenfor ​enhversomhelst dansk forfatter, medens jeg her ​i Tyskland honoreres lige med de første indfødte dramatikere. Jeg ved vel at jeg ​ifølge det kgl: theaters regulativ ikke i dette tilfælde kan honoreres med procenter; men regulativet forbyder ikke theaterchefen at indrømme mig et så ​rundeligt fast honorar, at tabet af procenterne derved nogenlunde opvejedes, og allermindst er regulativet til hinder for at jeg ​honoreres ligeså højt som Bjørnson sidste gang blev det. Dette er imidlertid ikke sket, og der kunde således også for mig være grund til at føle mig tilsidesat; jeg følte det også i begyndelsen, men er nu vel tilfreds med at jeg ikke derfor afbrød forbindelsen med det kgl: theater, – eller, rettere sagt, jeg var tilfreds dermed indtil det øjeblik, da jeg erfarede de også for mig højst pinlige forviklinger, som antagelsen af mit stykke havde draget efter sig. At jeg ingen skyld har i disse håber jeg man i København vil vise mig den retfærdighed at indrømme når sagen, hvad ventelig sker, kommer til behandling i pressen.

Hvis Du endnu tror på muligheden af ved noget lempeligt middel at få theaterchefen til at forandre sin beslutning, så skulde intet være mig kærere, end at Du vilde bruge det. Tror Du at jeg kan udrette noget i sagen, så lad mig vide, hvori dette skulde bestå; thi jeg må tilstå, jeg indser det ikke. –

Kære ven! Det er nu snart 11 år siden vi i Rom mødtes for første gang; ​«Brand» udkom kort efter; det var netop i den tid, da jeg begyndte at få bugt med ​det mangt og meget, der stod mig imod; Du var den første personlighed med fuld ​myndighed, der kom mig venlig imøde. Siden har vi forskellige gange ​stødt sammen både hjemme og ude, og for hver gang har der udviklet sig et fortroligere og åbenhjertigere forhold imellem os; Du, dit navn, din hele skikkelse er uadskilleligt knyttet til den bedste periode af mit liv. Og nu skulde dette komme! Men lad det ialfald stå klart både for os selv og for andre, at det ikke er imellem os at kampen føres. Jeg er beredt til alt, hvad der kan bidrage til at bilægge den, og, som Du af foranstående vil se, er det så langt fra at jeg derved bringer noget offer, at jeg tvertimod anser min interesse for at falde sammen med din. Overhovedet, lad mig ikke blive i uvidenhed om tingenes gang; jeg går i spænding.